VIII. Et stærkere FN

29. Vi vil ikke undlade nogen bestræbelse på at gøre FN til et mere effektivt instrument i arbejdet for alle disse højt prioriterede anliggender: kampen for udvikling for alle verdens folk; kampen mod fattigdom, uvidenhed og sygdom; kampen mod uretfærdighed; kampen mod vold, terror og forbrydelse; og kampen mod forringelse og ødelæggelse af vort fælles hjem.

30. Vi beslutter derfor:

  • At bekræfte generalforsamlingens centrale stilling som FNs vigtigste overvejende, politikudformende og repræsentative organ og at sætte den i stand til at spille denne rolle effektivt.

  • At intensivere vore bestræbelser på at opnå en omfattende reform af sikkerhedsrådet i alle dens aspekter.

  • At yderligere styrke det økonomiske og sociale råd, byggende på dets seneste resultater, for at hjælpe det med at udfylde den rolle, det har fået tildelt i pagten.

  • At styrke Den internationale Domstol for at sikre retfærdighed og lov og orden i internationale anliggender.

  • At tilskynde til regelmæssige konsultationer og koordination mellem FNs hovedorganer i udførelsen af deres opgaver.

  • At sikre at organisationen til tiden og på forudsigelig måde forsynes med de ressourcer, som den behøver til udførelsen af sine mandater.

  • At indtrængende henstille til sekretariatet i alle medlemsstaters interesse at gøre bedst mulig brug af disse ressourcer i overensstemmelse med de klare regler og procedurer, der er vedtaget af generalforsamlingen, ved at følge den bedste ledelsespraksis og benytte tilgængelige teknologier og ved at koncentrere sig om de opgaver, der afspejler medlemsstaternes prioriteringer.

  • At fremme tiltrædelse af Konventionen om sikkerhed for FNs og associeret personale.

  • At sikre større sammenhæng med hensyn til arbejde og mål og bedre samarbejde mellem FN, dets særorganisationer, Bretton Woods-institutionerne og Verdenshandelsorganisationen såvel som andre multilaterale organer med henblik på at opnå en fuldt ud koordineret tilgang til problemerne i forbindelse med fred og udvikling.

  • At yderligere styrke samarbejdet mellem FN og nationale parlamenter gennem deres verdensorganisation, Den interparlamentariske Union, på forskellige områder, herunder: fred og sikkerhed, økonomisk og social udvikling, folkeret og menneskerettigheder og spørgsmål vedrørende demokrati og kønsmæssig ligestilling.

  • At give større muligheder for den private sektor, ikke-statslige organisationer og det frivillige samfund i almindelighed til at bidrage til realiseringen af organisationens mål og programmer.

31. Vi anmoder generalforsamlingen om på regelmæssig basis at gennemgå de gjorte fremskridt i implementeringen af bestemmelserne i denne erklæring og beder generalsekretæren udsende periodiske rapporter til generalforsamlingens overvejelse og som grundlag for yderligere handling.

32. Vi bekræfter højtideligt på ny, ved denne historiske lejlighed, at FN er det uundværlige fælles hus for hele den menneskelige familie, gennem hvilket vi vil søge at realisere vor universelle stræben efter fred, samarbejde og udvikling. Vi tilsiger derfor vor uforbeholdne støtte til disse fælles mål og vor faste beslutsomhed på at nå dem.  

Resolution A/RES/55/2
8. september 2000

 

United Nations Information Centre for the Nordic Countries
Internet:
www.un.dk - E-mail: unic@un.dk