Tirsdag, 30 september 2014

FN på dit sprog

Bag om FN’s klimapanel

IPCC newsletter

259 forfattere. 39 lande. 54,677 kommentarer. Så meget skal der til for at få en klimarapport fra FN’s Klimapanel (IPCC – Intergovernmental Panel on Climate Change) udgivet.

Fredag den 27. september udkom den længeventede klimarapport fra IPCC, der forinden både havde været lækket til diverse aviser, gisnet om i klimakredse og snakket om i medierne. Der blev efterfølgende fokuseret på, at rapporten fortæller om stigende temperaturer, stigende vandstande og, at klimaforandringerne med 95 % sikkerhed er menneskeskabte.

UNRIC’s Nyhedsbrev har dog ikke valgt at fokusere på udkommet af rapporten, men på processen bag – for, hvordan foregår så stort et arbejde?

”Det er en kompleks historie at fortælle om processen bag,” fortæller Jens Hesselbjerg Christensen. Han er en af de førende klimaforskere i Danmark som leder af Centre for Regional Change in the Earth System under Danmarks Meteorologiske Institut og en af hovedforfatterne til klimarapporten.
UNRIC Nordic Newsletter var heldige at få et interview med den travle mand.  

Helt konkret er processen bag IPCC-rapporten sådan, at der bliver lavet et udkast af forfattere, som tidligere er valgt på forskellige baggrunde. Udkastet skrives kun af forfatterne, dvs. udelukkende faglige personer, men tages så op i reviews (gennemgange), hvor alle lande fra FN kan sende delegationer. Jens Hesselbjerg Christensen fortæller, at de ved den afsluttende plenardebat, var omkring 100 forskellige landes delegationer til steder og, hvordan nogle lande bare er til stede for at observere og vende hjem med en rapport, mens andre blander sig.

Selve rapporten, som kan findes på IPCC’s hjemmeside og som er blevet analyseret, rost og kritiseret af medierne, hedder ’Summery for Policy Markers’ (’Et sammendrag for politiske beslutningstagere’). Det vil sige, at man har skrevet en videnskabelig rapport, så den kan forstås af ”normale mennesker”. Jens Hesselbjerg Christensen kommer med et konkret eksempel fra rapporten: ” Hvis jeg nu siger - ”The monsoon circulation is weakening”, så vil du nok sige: ’Hvad betyder det?’ og det, det i virkeligheden betyder, er ’Monsoon winds weaken’, det vil du jo forstå bedre. Det er en del af det, der foregår - at komme frem til de rigtige ord, så rapporten kan forstås. Det bliver ligesom tyndet ud for, hvad der måtte være af faglig jargon, så der kun er det tilbage, der er relevant.”
På den måde handler det om at formulere en rapport, der stadig respekterer den underliggende videnskabelige rapport, men stadig er forståelig og brugbar til fx klimaforhandlinger.

Noget af det, IPCC og processen omkring rapporten bliver kritiseret for, er, at der foregår en politisering af indholdet. Jens Hesselbjerg Christensen bekræfter, at der er dele af processen, der kan være mere politiske end andre, men understreger: ”Dokumentet hedder jo et Summary for Policy Makers og der vil jeg understrege ’for’. Det betyder, at der er nogen tilstede, som er garanter for, at det (dokumentet, red.) ikke bare siger det, som man tror politikerne gerne vil høre.” Jens Hesselbjerg Christensen ved, hvad han taler om – han er selv en af disse garanter.

Et af de steder, hvor politiske bagtanker kan komme i spil, er under ’Commitment’, som handler om, hvad der allerede er blevet gjort, og hvad der skal gøres, for, at vi kan holde os til en temperaturstigning på to grader. Her kan der være lande, der har interesse i, at rapporten udvandes, så den ikke er noget værd, når det kommer til fx klimaforhandlingerne. Jens Hesselbjerg Christensen fortæller, hvordan teksten i rapporten på den måde kan gå hen og blive en smule klodset, fordi der bliver tale om en kompromistekst. ” Men ikke desto mindre, så skal der jo være faglige argumenter for at tage noget tekst ud. Altså, man fjerner jo ikke et punkt, der fortæller noget, hvis det faglige er, som det skal være - og det er så også der, det ender, ” fortæller han.   
Der er selvfølgelig også lande, der har en grøn dagsorden og trækker i rapporten i den anden retning. Her er det ikke ukendt, at mange EU-lande spiller ind.

En tendens, der tidligere er set i klimaforandringsrapporter er, at de kan være meget alarmistiske. Ifølge Jens Hesselbjerg sker dette ikke mere, da forfatterne ikke kan stå inde for det og desuden ved, at det ofte falder til jorden i offentligheden. Det gør også, at rapporten – i Jens Hesselbjerg Christensens optik – er blevet noget mere konservativ end, hvad man ellers kan finde inden for klimaforskning.

For til sidst at slutte af med en kommentar til den globale diskussion om, hvordan global opvarmning kan forklares, selvom det ikke som sådan er blevet varmere de sidste par år, forklarer Jens Hesselbjerg Christensen, at man slet ikke kan sammenligne fra år til år – ikke engang fra årti til årti. ”Når det så er sagt, så er det næste skridt at sige, at der er en helt masse andre steder i klimasystemet, hvor opvarmning rent faktisk er fortsat og det er blandt andet i havet.”, fortæller han og fortsætter: ” Det vil sige, at der er sket et skift fra, hvor energien ophobes. Det meste er altid gået til havet, men nu går endnu mere til havet. Og det er simpelthen forklaringen på, hvad der sker nu - og det er ikke i modspil med det, at det generelt bliver varmere.”

Den nye rapport er kun den første del af den større rapport, der vil komme fra FN’s Klimapanel de følgende år. Hele rapporten ventes udgivet i oktober 2014 i København.

Læs selv hele IPCC Summary for Policy Makers


  

 

Plastikaffald er et stort problem i moderne samfund. Se en alternativ video om en plastikflaskes rejse rundt i verden ovenfor.

Banner
Banner
Banner
Banner