Søndag, 21 december 2014

FN på dit sprog

Hver anden dansker har mindsket sit madspild

Selina Juul

Den danske organisation Stop Spild Af Mad er Think.Eat.Save – Reduce your footprint – kampagnens partner i Danmark. Selina Juul, stifter af Stop Spild Af Mad, er en ung pioner med en usædvanlig baggrund, som har brugt moderne kommunikationsmidler til at få hendes budskab igennem. Juul er bl.a. grafisk designer og en af dommerne i reklamekonkurrencen Think.Eat.Save. Nordic.Baltic Ad Competition. UNRIC tog en snak med Juul i København.    
     
Hvorfor blev du interesseret i madspild?

Jeg er oprindeligt fra Rusland og født i Moskva, under kommunismens tid. Dengang var der næsten ingen mad i butikkerne. Vores familie, som alle var akademikere, sultede heldigvis ikke, men vi brugte al vores mad med omhu. Da jeg kom til Danmark for 20 år siden – i dag er jeg 33 – var jeg chokeret over at se, hvor meget mad man smed ud. Derfor er Stop Spild Af Mad også et personligt korstog for mig.

Hvordan reagerer almindelige mennesker når du kommer med dit budskab?

Jeg har stiftet forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad - Danmarks største frivillige bevægelse mod madspild. Og vores seneste undersøgelse foretaget af TNS Gallup for Stop Spild Af Mad og Landbrug & Fødevarer viser netop, at det hårde arbejde bærer frugt: hver 2. dansker har på det seneste år mindsket sit madspild.

Dengang jeg stiftede Stop Spild Af Mad var det bare en lille Facebook-gruppe, men interessen var allerede gigantisk lige fra starten af: folk strømmede til. 2 uger efter var vi i de landsdækkende medier, 3 måneder efter kom Rema 1000 og fortalte os, at de har fjernet mængderabatter i alle landets butikker for at bidrage til mindre madspild – på grund af os!

Vi har spredt budskabet i næsten alle danske medier, radio og TV (samt i udlandet, bl.a. i BBC). Vi har lavet flere kampagner, udgivet en prisvindende restekogebog med Gyldendal, leveret (bogstaveligt talt!) tonsvis af god overskudsmad til de hjemløse, har sammen med Unilever introduceret doggybags i Danmark og lige nu indgået et stort samarbejde med COOP.

Det er fantastisk at være vidne til, at det budskab som jeg brænder for, giver genlyd i hele Danmark, samt i udlandet. Det er stort! Men jeg ville ikke kunne have klaret det uden alle vores seje frivillige – al ros og respekt til dem!

Tror du forbrugerne kan have indflydelse?

Forbrugerne er en af de afgørende faktorer til at stoppe madspild. Vi forbrugere har en enorm stor magt til at forandre tingene. Vores magt ligger i vores indkøbskurv. Vi har også en pligt til at bruge det vi har købt, akkurat som de gamle indianere der respekterede og brugte dyrene med den største omhu – og ikke tog mere fra naturen, end de havde behov for. Flere undersøgelser har vist, at mindre madspild er den nemmeste personlige indsats for et bedre klima. Madspild bidrager nemlig til 14 % af verdens CO2 udslip.

Husk at det er dig der bestemmer over din indkøbskurv, det er ikke din indkøbskurv der bestemmer over dig!

I dag er den internationale migrationsdagen. 
#IAmAMigrant #MigrantsDay

Banner
Banner
Banner
Banner