Fredag, 01 august 2014

FN på dit sprog

Fredsbyggeren Johnson

Hilde2

Månedens nordiske profil:

Hun er gået fra at være minister i et af verdens rigeste lande, til at være FN’s særlige repræsentant i et af verdens fattigste – og verdens allermest friskeste. På en skrattende telefonlinje fra Sydsudan har vi snakket med en morgenfrisk Hilde Frajord Johnson om, hvorfor de nordiske lande kan spille en vigtig rolle i fredsforhandlinger, og om udfordringerne for landet, som blev skilt før skilsmissepapirerne var i orden.

I en musikvideo som har cirkuleret på nettet på det seneste synger Ylvis om ”Jan Egeland, the United Nations superhero man”. Tilføjer man bogstaverne ”wo” er det en titel, som også kunne passe udmærket på dig med din brede internationale erfaring. Hvordan blev det sådan?

Videoen er morsom, men jeg håber, at jeg har lidt lavere testosteronniveau, jeg føler mig ikke helt sådan.

Når det er sagt, så havde jeg som barn en lidt anderledes opvækst. Mine første leveår tilbragte jeg i Tanzania, og min identitet er nok lige meget international som national.

Det var mest tilfældigheder, der gjorde, at jeg havnede i norsk politik først, det har altid været det internationale, som har drevet mig. Det er den røde tråd, og så bliver spørgsmålet mere, hvilken arena jeg skulle engagere mig i.

Du kom til Sydsudan med en bred international erfaring. Hvor meget af denne baggrund er nyttig her, og hvor meget må man ”lære på ny” i en så ung nation?

Jeg føler, at jeg har brug for hele min baggrund. Det er ekstremt nyttigt at have været i en regering selv, at vide, hvordan vigtige institutioner drives og, hvilke typer beslutningsprocesser, der er nødvendige for, at et land kan fungere.

Dette er et stort ledelsesarbejde, hvor jeg har ansvar for hen imod 10.000 ansatte og min ledererfaring fra UNICEF og Norge er et godt fundament.

I fredsbevaring er der også meget fokus på de interne processer i hovedkvarteret i New York, som jeg ikke havde viden om, så jeg har rekrutteret mennesker, som har den baggrund. Det gælder om at sammensætte et team, som kan komplementere dig – så lærer man det jo også selv efterhånden som man arbejder sammen.

Som norsk minister var du central i fredsprocessen i Sudan. Hvordan kan små nationer som de nordiske lande bidrage i store og komplekse internationale konflikter?

Fra norsk side er der stor erfaring med det at være et land, som ikke som udgangspunkt bliver set som et land med strategiske interesser, hvilket kan være en fordel.

Når man er et lille land, er der også kortere vej mellem medarbejdere og aktive aktører til beslutningstagerne, politikerne. Da vi i Norge arbejdede med Sudan, var det vigtigt, at der var kort vej mellem dem, som hjalp og mig. I en fredsproces har man ikke råd til at gå tyve runder før man træffer en beslutning. I et lille land går tingene meget hurtigere.

Endnu mere udslagsgivende er det, at man bruger den kompetence, norske bistands- og hjælpeorganisationer og –aktører har opbygget over lang tid. I Sudan var dette Kirkens Nødhjelp og Norsk Folkehjelp, som begge havde et ekstremt godt netværk, og kendte centrale ledere på begge sider. Det, at have stor tillid hos en eller begge parter er virkelig vigtigt. Alle fredsprocesser starter med tillid.

Hvad anser du som den største udfordring for Sydsudan?

Først vil jeg pege på en utrolig vigtig dimension: Sydsudan har mistet 12-13-14 måneder i stats- og nationsbygningsarbejdet på grund af konflikten og problemerne med Khartoum. De to parter fik en skilsmisse før skilsmissepapirerne var i orden, og den største udfordring er derfor, at Sydsudan ikke som sådan er kommet i gang med at bygge landet. Når oliekranerne tændes igen og de kan ”push the restart button” er der tre hovedpunkter jeg vil fremhæve, som bliver de vanskeligste og vigtigste fremover – når man altså ser bort fra konflikten med Khartoum.

Den første er sikkerhedsudfordringen, knyttet til landets enhed. Sydsudan er meget mangfoldigt etnisk set, og har så meget arv fra borgerkrigens tid. Der har med mellemrum været borgerkrig i næsten 50 år. Som en del af borgerkrigen fyrede Sudan op under etniske modsætninger – og den arv mærkes også i dag. En af de største udfordringer nu er derfor at sørge for, at det at være sydsudaner er det vigtigste, ikke etnisk identitet. Det er afgørende at komme dertil.

Den anden udfordring er forvaltning af olieindtægterne. Vi ved at olieindtægter kan være både en velsignelse og en forbandelse. Sydsudan fik olieindtægter før de fik et finansdepartement og centralbank, landet havde ikke engang en tryg kommerciel bank – i det hele taget et finanssystem. Det er klart, at så bliver korruption vældig fristende. Det er helt afgørende at opbygge et system for kontrol med ressourcer og bekæmpe korruption.

Den tredje store udfordring er, at de fleste mennesker har brug for at opleve, at fred og uafhængighed rent faktisk gør en forskel. Sundhed, uddannelse, service og veje kræver store investeringer, så landet kan udvikles. Når folk ikke føler, at der er forbedringer, er det også en kilde til ustabilitet. Derfor er udviklings- og bistandsindsatser også vigtige for landets fremtid - det er fredsopbygning i praksis.

 

Hvordan arbejder Verdensfødevareprogrammet? Se her, hvordan tonsvis af mad sendes til Syrien hver måned.

Banner
Banner
Banner
Banner