STATUT FOR DEN MELLEMFOLKELIGE DOMSTOL - Kapitel III
Side 4 ud af 6
Kapitel III
RETSFORHANDLING
Artikel 39.
1. Domstolens officielle sprog er fransk og engelsk. Hvis parterne er
enige om, at hele retsforhandlingen skal finde sted på fransk skal
dommen afsiges på dette sprog. Hvis parterne er enige om,at hele
retsforhandlingen skal finde sted på engelsk, skal dommen afsiges på
dette sprog.
2. I mangel af en overenskomst, der fastsætter det sprog, som skal
benyttes, kan parterne i deres mundtlige indlæg for domstolen anvende
det af de to sprog som de foretrækker, og domstolens kendelse skal da
afsiges på fransk og på engelsk. I dette tilfælde skal domstolen
samtidig angive, hvilken af de to tekster der skal anses som den
autentiske.
3. Domstolen skal på enhver parts anmodning tillade, at den pågældende
part anvender et andet sprog end det franske eller engelske.
Artikel 40.
1. Sagerne indbringes for domstolen henholdsvis ved forelæggelse af en
særlig overenskomst eller ved en anmodning, som er rettet til
retsskriveren; i begge tilfælde skal stridens genstand og sagens parter
angives.
2. Retsskriveren giver ufortøvet meddelelse om anmodningen til alle, hvem den angår.
3. Han underretter ligeledes medlemmerne af de Forenede Nationer derom
gennem generalsekretæren såvel som de andre stater, der er berettigede
til at møde for domstolen.
Artikel 41.
1. Hvis domstolen mener, at omstændighederne kræver det, skal den have
ret til at angive, hvilke nødvendige forholdsregler der bør tages for
at bevare den ene eller den anden parts rettigheder.
2. Indtil den endelige dom er afsagt, skal meddelelse om disse forholdsregler ufortøvet gives parterne og sikkerhedsrådet.
Artikel 42.
1. Parterne giver møde ved agenter.
2. De kan for domstolen lade sig bistå af rådgivere eller sagførere.
3. Parternes agenter, rådgivere og sagførere, der møder for domstolen,
skal nyde de til den uafhængige udøvelse af deres funktioner nødvendige
forrettigheder og immuniteter.
Artikel 43.
1. Retsforhandlingen har 2 afsnit, en skriftlig og en mundtlig.
2. Den skriftlige forhandling består deri, at der meddeles såvel
domstolen som modparten fremstillinger, modfremstillinger og i
påkommende tilfælde besvarelser deraf, såvel som alle andre aktstykker
og dokumenter, som påberåbes.
3. Meddelelsen finder sted gennem retsskriveren i den orden og med de frister, som fastsættes af domstolen.
4. Ethvert aktstykke, som fremlægges af den ene af parterne, skal i bekræftet genpart tilstilles den anden part.
5. Den mundtlige forhandling består deri, at domstolen hører vidner, sagkyndige, agenter, rådgivere og sagførere.
Artikel 44.
1. Når der skal gives nogen meddelelse til andre personer end
agenterne, rådgiverne og sagførerne, henvender domstolen sig direkte
til regeringen for den stat, på hvis område meddelelsen skal finde sted.
2. På samme måde forholdes der, hvis der skal optages bevis på stedet.
Artikel 45.
Den mundtlige forhandling ledes af formanden eller i hans fraværelse af
næstformanden; er også denne forhindret, ledes den af den ældste af de
tilstedeværende dommere.
Artikel 46.
Den mundtlige forhandling er offentlig, medmindre domstolen beslutter
noget andet, eller begge parter begærer, at offentligheden udelukkes.
Artikel 47.
1. Over hver retsforhandling føres der en protokol, som undertegnes af retsskriveren og formanden.
2. Alene denne protokol skal have autentisk karakter.
Artikel 48.
Retten fastsætter nærmere regler om retsforhandlingens gang og
bestemmer, i hvilken form og med hvilke frister hver part skal afslutte
sin fremstilling; den træffer alle forholdsregler, som bevisoptagelsen
medfører.
Artikel 49.
Domstolen kan, selv inden den mundtlige forhandling, opfordre agenterne
til at fremlægge ethvert aktstykke eller tilvejebringe enhver nærmere
forklaring. I tilfælde af nægtelser skal denne føres til protokol.
Artikel 50.
Domstolen kan til ethvert tidspunkt overlade en undersøgelse eller
sagkyndig bedømmelse til enhver person, korporation, bureau, kommission
eller organ efter sit eget valg.
Artikel 51.
Under den mundtlige forhandling kan alle hensigtsmæssige spørgsmål
rettes til vidnerne og de sagkyndige under de nærmere betingelser, som
domstolen fastsætter i det i artikel 30 omhandlede reglement.
Artikel 52.
Efter at have modtaget beviserne og vidnesbyrdene inden for de af
domstolen fastsatte frister kan denne afskære alle nye bevisligheder
eller dokumenter, som en af parterne måtte ønske at fremlægge uden den
anden parts samtykke.
Artikel 53.
1. Når den ene af parterne ikke giver møde eller undlader at gøre sine
synspunkter gældende, kan den anden part forlange, at domstolen afgør
sagen i overensstemmelse med dens påstand.
2. Forinden domstolen tager dette til følge, skal den forvisse sig om,
ikke blot, at den har myndighed til at behandle sagen i henhold til
artiklerne 36 og 37, men også, at påstanden er saglig og retlig
begrundet.
Artikel 54.
1. Når agenterne, rådgiverne og sagførerne under domstolens tilsyn har
gjort alle de synspunkter gældende, som de anser for hensigtsmæssige,
erklærer formanden den mundtlige forhandling for sluttet.
2. Domstolen trækker sig tilbage for at votere.
3. Domstolens voteringer er og forbliver hemmelige.
Artikel 55.
1 Domstolens beslutninger træffes ved stemmeflerhed af de nærværende dommere.
2. Hvis stemmerne står lige, gør formandens eller hans stedfortræders stemme udslaget.
Artikel 56.
1. Afgørelsen skal begrundes.
2. Den angiver navnene på de dommere som har deltaget i afgørelsen.
Artikel 57.
Hvis afgørelsen helt eller delvis ikke udtrykker dommernes enstemmige
opfattelse, skal enhver dommer have ret til at vedføje en fremstilling
af sin særlige opfattelse.
Artikel 58.
Afgørelsen undertegnes af formanden og retsskriveren. Den oplæses i et
offentligt møde, hvortil agenterne på behørig måde er indkaldt.
Artikel 59.
Domstolens afgørelse er kun bindende for de stridende parter og for den sag, som er blevet afgjort.
Artikel 60.
Afgørelsen er endelig og uden appel. Hvis der opstår meningsforskel med
hensyn til afgørelsens forståelse eller rækkevidde, tilkommer det
domstolen at fortolke den på begæring af nogen af parterne.
Artikel 61.
1. En fornyet prøvelse af afgørelsen kan i påkommende tilfælde kun
forlanges, hvis der fremkommer en kendsgerning af sådan beskaffenhed,
at den er egnet til at udøve en afgørende indflydelse, og som forinden
dommens afsigelse har været ubekendt såvel for domstolen som for den
part, der begærer den fornyede prøvelse, uden at det er denne parts
egen fejl, at den ikke var bekendt dermed.
2. Den fornyede prøvelse påbegyndes ved en kendelse af domstolen, i
hvilken det udtrykkelig slås fast, at der er fremkommet en ny
kendsgerning, samt at den er af en sådan beskaffenhed, at den hjemler
sagens genoptagelse, og som på grundlag heraf erklærer, at begæringen
bør efterkommes.
3. Domstolen kan gøre påbegyndelsen af den fornyede prøvelse afhængig af, at den tidligere afsagte dom forinden efterkommes.
4. Begæring om fornyet prøvelse må fremsættes senest et halvt år, efter at den nye kendsgerning er fremkommet.
5. Ingen begæring om fornyet prøvelse kan fremsættes, når der er forløbet 10 år efter dommens afsigelse.
Artikel 62.
1. Hvis en stat mener, at den har en retlig interesse i en sag, som
behandles af domstolen, kan den til samme rette en anmodning om
intervention.
2. Domstolen træffer bestemmelse herom.
Artikel 63.
1. Drejer sagen sig om fortolkningen af en konvention, i hvilken andre
stater end de stridende parter er deltagere, skal disse uopholdelig af
retsskriveren underrettes derom.
2. Enhver af disse stater har da ret til at intervenere i sagen, og
hvis den benytter denne adgang, skal den i afgørelsen indeholdte
fortolkning ligeledes være bindende for dens vedkommende.
Artikel 64.
Medmindre anden bestemmelse træffes af domstolen, afholder hver part sine egne sagsomkostninger.
