STATUT FOR DEN MELLEMFOLKELIGE DOMSTOL - Kapitel II
Side 3 ud af 6
Kapitel II
DOMSTOLENS MYNDIGHEDSOMRÅDE
Artikel 34.
1. Kun stater kan optræde som parter for domstolen.
2. I overensstemmelse med de i domstolens reglement indeholdte
bestemmelser kan domstolen anmode de offentlige mellemfolkelige
organisationer om oplysninger vedrørende de sager, der er indbragt for
den, og skal ligeledes modtage sådanne oplysninger, der forelægges den
af disse organisationer på deres eget initiativ.
3. Når der i en sag for domstolen er rejst spørgsmål om fortolkningen
af en offentlig mellemfolkelig organisations oprettelsesstatut eller af
en i henhold til denne indgået mellemfolkelig overenskomst skal
retsskriveren give den pågældende organisation meddelelse derom og
tilstille denne genparter af hele den skriftlige retsforhandling.
Artikel 35.
1. Domstolen står åben for stater, der er deltagere i nærværende statut.
2. De nærmere vilkår, på hvilke den skal stå åben for andre stater,
fastsættes under forbehold af de særlige forskrifter i de gældende
traktater af sikkerhedsrådet; dog må parterne i intet tilfælde være
stillet ulige for domstolen.
3. Når en stat, som ikke er medlem af de Forenede Nationer, er part i
en sag, skal domstolen fastsætte det tilskud til domstolens
omkostninger, som denne part skal bære. Denne bestemmelse finder dog
ikke anvendelse, hvis vedkommende stat bærer en del af domstolens
udgifter.
Artikel 36.
1. Domstolens myndighedsområde udstrækker sig til alle sager, som
parterne forelægger den, såvel som til alle de tilfælde, hvorom der
særlig er truffet bestemmelse i de Forenede Nationers pagt eller i de
gældende traktater og konventioner.
2. De stater, der er deltagere i nærværende statut, kan når som helst
erklære, at de anerkender som bindende ipso facto og uden særlig
overenskomst, i forhold til enhver anden stat, som antager den samme
forpligtelse, domstolens domsmyndighed i alle retstvister vedrørende:
a. Fortolkning af en traktat;
b. Ethvert spørgsmål, som angår mellemfolkelig ret;
c. Tilstedeværelsen af enhver kendsgerning, som, hvis den forelå, ville udgøre et brud på en mellemfolkelig forpligtelse;
d. Arten og omfanget af den erstatning, som bør ydes på grund af et brud på nogen mellemfolkelig forpligtelse.
3. De ovennævnte erklæringer kan afgives enten ubetinget eller på
betingelse af gensidighed med hensyn til flere eller visse stater eller
for et bestemt tidsrum.
4. Sådanne erklæringer skal deponeres hos de Forenede Nationers
generalsekretær, som skal oversende kopier af disse til deltagerne i
statutten og retsskriveren.
5. Erklæringer, der er afgivet i henhold til artikel 31 i statutten for
den faste domstol for mellemfolkelig retspleje, og som stadig er i
kraft, skal, i forholdet mellem deltagerne i nærværende statut,
betragtes som antagelse af domstolens bindende domsmyndighed for den
periode, for hvilken erklæringerne endnu er gældende og i
overensstemmelse med disses bestemmelser.
6. Retten afgør selv tvistigheder, som måtte opstå med hensyn til spørgsmålet om dens myndighedsområde.
Artikel 37.
Når en gældende traktat eller konvention indeholder bestemmelse om
henvisning af en sag til en domstol, som skulle oprettes af
folkeforbundet, eller til den faste domstol for mellemfolkelig
retspleje, skal sagen i forholdet mellem deltagerne i nærværende statut
henvises til den mellemfolkelige domstol.
Artikel 38.
1. Domstolen, hvis opgave er at afgøre de tvister, der forelægges den, i overensstemmelse med mellemfolkelig ret, skal anvende:
a. Mellemfolkelige konventioner af almindelig eller særlig art, som
hjemler regler, der udtrykkelig er anerkendt af de stridende stater.
b. Den mellemfolkelige sædvane som udtryk for en almindelig praksis, der er anerkendt som retsregel.
c. De almindelige retsgrundsætninger, som anerkendes af civiliserede nationer.
d. Med den begrænsning, som følger af artikel 59, retsafgørelser samt
de forskellige nationers mest ansete forfatteres meninger som
hjælpemiddel ved konstateringen af, hvad der er gældende ret.
2. Nærværende bestemmelse skal ikke være til hinder for, at domstolen,
hvis parterne er enige derom, kan træffe sin afgørelse efter ret og
billighed.
